Dagens blomma lär ha kommit till Sverige under 1300-talet med en väpnare till den Heliga Birgitta, det är därför som de finns i ett ”blomsterhav” vid Vadstena kloster. Det finns alldeles för få snöklockor Leucojum vernum i Gamlegårds trädgård. Än så länge har bara ett par tittat upp i den halvmåneformade rabatten med lavendelkant. I samma rabatt växer även liljonkonvaljer Convallaria majalis, ljuva lejongap Anthirrinum majus samt en av mina favoritlökar kungsängsliljan Fritillaria meleagris. Men de får man vänta på ännu ett tag! Jag funderar på om snöklockorna borde byta växtplats för jag tror inte att de trivs riktigt där de är placerade. Jag tänker på det hav av snöklockor som jag beskådade i Alnarps park för ett par veckor sedan när jag befann mig där på praktik hos trädgårdsmästare Fredrik Tauchnitz (tack Fredrik för ett par mycket givande veckor!). Ett sådant hav av snöklockor vill jag också ha i Gamlegårds trädgård! Och på Alnarp står de i deras woodland med träd och buskar som skydd. I rabatten är de givetvis söta men kanske inte skyddade på det sätt som de behöver.
Helt ensam står den här snöklockan (Leucojum vernum) med gula fläckar på klockans spetsar.
Snart tittar min favorit kungsängslilja (Fritillaria meleagris) fram. Längtar!
Dorthealilje (sv: snöklocka) – Nonnernes egen blomst
Da botanikerne efter 1850 begyndte at samle systematiske optegnelser om vore blomsterplanter i Norden viste det sig, at Dorothealiljen kun fandtes forvildet i almindelige haver i Maribo og Mariager i Danmark, og i Vadstena i Sverige og Bergen i Norge. Netop de fire steder, hvor der i senmiddelalderen havde været klostre af birgittinerordenen. Som yderligere vidnesbyrd om Dorthealiljens sammenknytning med klostermiljøet er også de andre landes navne for planten: på svensk ”klosterlilja” (og ”snöklocka”) og i Bergen kaldes planten ”klosterklokke”.
Dorothealiljen er på samme tid også speciel derved, at den i middelalderen opfattes som prydplante, og altså ikke dyrkes specielt for særligt helbredende kræfter, som så mange lægeplanter og helbredende urter.
Skt. Dorotheas kalenderdag er 6/2, og som helgeninde afbildes Dorothea normalt med en kurv med blomster, som det ses på flere kalkmalerier, eller sammen med et barn, som bærer blomsterkurven. Hos os blomstrer planten dog tidligst i slutningen af februar eller begyndelsen af marts, og helgendagen og sammenknytningen med blomsterplanten kommer da også fra det sydlige Europa, hvorfra Dorothealiljen for seks hundrede år siden er kommet med klosterbevægelsen til Norden.
Nonnernes blomst
Måske er det Den hellige Birgitta selv, som har fundet en særlig forkærlighed for Dorothealiljen, som en af forårets tidligste blomsterplanter, og har omplantet den -ligesom selve klostertanken – til sit eget hjemland, Sverige, hvor det første kloster blev grundlagt i Vadstena.
Som datterkloster herfra er klosteret i Maribo blevet grundlagt i begyndelsen af 1400-årene, og det var munke og nonner fra Maribo der grundlagde birgittinerklosteret i Mariager 1446, på samme måde som man herfra tidligere havde understøttet klostergrundlæggelsen i Bergen 1426.
Det er en spændende tanke at Dorothealiljen, som gammel kulturplante, på denne måde er fulgt med klostergrundlæggerne rundt i Norden, og måske ligefrem også til de mange andre af Birgittas klostre i bl.a. Finland og Nordtyskland.
Blomstrer i Maribo
Dorthealiljen dyrkes i dag som almindelig staude, men den findes endnu i mange haver i Maribo, hvor den netop nu blomstrer. Den kan bl.a. ses når man går tur på stien langs Klostersøen ved domkirken, den gamle klosterkirke, og navnlig i de store haver op til klosterruinen, hvor den vokser som et levende stykke kulturhistorie.